Lørdag skulle festen fortsætte for mit vedkommende, og jeg håbede på noget mere held end om torsdagen. Festen startede med opvarmning hos en venind. I løbet af de to timers opvarmning og efterfølgende gåtur ned til jobbet, hvor vi skulle hente nogle af de andre, nåede jeg både at drikke af skodde-dåsen og gå frontalt ind i en bænk fordi jeg kiggede på mine egne bryster. Så fuld var jeg. Og score det skulle jeg, så jeg havde nået at være i ølteltet i under tyve minutter, før jeg vandrer hen til fremmed dreng med Casper Christensen hår og fyrer den værste scorereplik i verden af: ”Du er da ikke her fra vel?”. Det var han så, på en måde. Han hed Dan, var født og opvokset der, men fordi han var fem år ældre, havde jeg aldrig mødt ham.
Han havde mange tatoveringer, røg blå Kings og var enormt fascinerende. Jeg endte med at sidde i et skur sammen med ham og snakke indtil havnefesten lukkede og vi blev smidt ud. Vi kyssede flere gange, og jeg slæbte ham videre på stamstedet hvor vi dansede og kyssede, indtil han pludselig gerne ville hjem. Og han ville gerne have mig med. Men efter torsdagens eskapader besluttede jeg at spille kostbar, sige nej og give ham mit nummer i stedet. Jeg gik tilbage til værtshuset hvor jeg mødte Andreas, som følte at han ville have svar på om vi skulle have noget sammen eller ej. Det svar følte jeg ikke lige for at give ham, så jeg sneg mig lidt udenom og prøvede at snakke om noget andet.
Pludselig kommer en der hedder Christian fra jobbet og siger at han er blevet efterladt af dem han skulle sove hos, og at han ikke vidste hvor hende de var taget hen til boede. Så jeg beslutter mig for at redde ham, og følge ham hen til hende veninden, som jeg også kendte. Meningen var at jeg skulle sove hos Andreas ligesom om torsdagen, så han tog med i taxaen, og så skulle vi sætte Christian af på vejen og forsætte hjem til ham. Det skete så bare ikke. For vi kunne ikke finde det sted hvor veninden boede, og i stedet endte vi hjemme hos en tredje ven fra jobbet, som fejrede sin mors 50 års fødselsdag. Så den fest crashede vi og vi fik gratis øl og hørte Nik & Jay.
På et tidspunkt ringer en der hedder Niklas til mig. Han arbejdede også det samme sted som mig (har jeg snart fået fastslået pointen om, at mere eller mindre hele byens ungdom arbejder der?), og det var ham som skulle have haft Christian med hjem, og Christian havde så haft ringet til ham, og nu kunne Niklas så ikke få fat i Christian og ringede derfor til mig. I lang tid havde jeg syntes at Niklas var lidt sød, og da han så beslutter at komme hen til der hvor vi så var endt, syntes jeg at det var en kanon idé. Det synes Andreas så ikke. Det ender med at Andreas bliver sur og tager hjem, og jeg ender hjemme hos Niklas. Der skete ikke noget særligt, men den dag i dag er det stadig en kæmpe hemmelighed, som Andreas aldrig skal finde ud af, for ellers går han amok.
To dage, fire drenge - Det er sgu party i provinsen..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar