At starte på uni

At skulle starte på universitetet, var en begivenhed jeg havde set frem til længe! Især i egenskaben af at være single og efter at have tilbragt min sommer med at arbejde i provinsen. Cirka en måned inden start fik vi tilsendt intro-materiale og plan over den første uge, inden vi skulle af sted på rusturen.

Første dag skulle vi mødes med vores såkaldte morgenmadsgruppe hjemme hos gruppens tildelte tutor, for på den måde at lære nogle få mennesker at kende, inden hele holdet skulle mødes. Problemet var bare at jeg for vild. På Østerbro. På den der ”nu bliver jeg ved med at gå, det må være lige om lidt”-måde, indtil man indser at man er gået tyve minutter den forkerte vej, må ringe til tutor og bede om hjælp og ankomme til brunchen 25 minutter for sent, som den sidste, og voldsomt svedende efter at være løbet halvvejs gennem Østerbro. Hej nye venner.  Sådan cirka det værste førstehåndsindtryk man kan give, overfor ti af ens nye medstuderende, på et noget fancy studie, hvor folk går for at være rimelig kloge..

Ellers forløb de første par dage i intro-ugen helt udmærket, lige indtil vi kom til onsdag. Vi skulle på kanalrundfart, som blev kapret af pirat-udklædte tutorer medbringende Morgan-rom. Do I need to say more? På vej videre til Studenterhuset med holdet, rimelig beruset, støder jeg pludselig ind i Andreas. På den der virkelig kiksede måde (fordi jeg var fuld på en onsdag klokken fire om eftermiddagen, og han selvfølgelig ikke var.) Min brandert fortsætter så på Studenterhuset, hvor jeg prøver at gøre et godt indtryk på mine medstuderende. Jeg tror ikke det lykkedes så godt, og det ender faktisk med at jeg må give op og erklære, at jeg simpelthen er for fuld og er nødt til at tage hjem. Klokken 20 på en onsdag.

Og det skulle jeg så bare have gjort. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, nej da. Jeg ringer da til.. Andreas. For nu skulle vi have den helt store snak syntes jeg. Og det skal jeg da love for at vi fik. Vi mødtes ved Rundetårn, mig hamrende fuld og ham på vej til McDonalds. Og så syntes jeg da, at det var på sin plads at erklære min kærlighed til ham. Nu havde vi jo haft vores op- og nedture over en periode på et halvt år, og nu syntes jeg faktisk, at vi skulle gøre noget ved det og blive kærester. Det syntes han så ikke.. Hele episoden ender med at jeg tager toget hjem til Helsingør, fuld, grædende og på vejen køber en frysepizza. Jeg har ikke snakket med Andreas siden, det er simpelthen for pinligt. Jeg valgte også at blive væk fra sommerjobbets firmafest af samme grund..