”Bare lad vær okay?” Hvorfor var der ikke lige nogen der sagde disse ord til mig (ok det var der måske også) og holdt fast?! Her flere måneder efter skriger det jo til himlen af mine overbærende kommentarer som ”jamen vi tager bare af sted som venner” og ”vi er jo kommet videre” bare var udtryk for stor fed self-denial. For hvad fik jeg egentlig ud af det? Våd, lugtende karklud lige i hovedet, selvfølgelig ikke bogstavelig talt.
Men helt ærlig, hvor dum kan man være. Turen til Nice var bestilt og betalt da vi stadig var kærester, i god tid for at spare penge, for selvfølgelig ville vi stadig være kærester til den tid.. Det var vi så ikke. Der var gået cirka halvanden måned efter vi var gået fra hinanden, og vi snakkede egentlig fint sammen og så hinanden helt casual, jeg var bl.a. oppe og se ham få sin studenterhue. Så vi besluttede, at vi da sagtens kunne tage af sted som venner, og ikke spilde de penge vi havde brugt.
Det gik også fint. Lige indtil den første aften efter en lang dag i solen og efter en flaske vin. Der skete det der ikke skulle, vi faldt i fælden, men det var egentlig ikke så meget det der var problemet, problemet var at det skete igen. Og igen. Og det udviklede sig til kys på gaden og holden i hånd. Jeg blev grebet af stemningen, af varmen og af minderne om ”os”, og jeg blev sårbar igen. Jeg kan huske, at jeg spurgte ham: ”Er det her for sjov, eller betyder det noget for dig?”, og han svarede at det betød noget for ham og vi snakkede faktisk om, at han skulle invitere mig ud når vi kom hjem til Danmark igen.
Problemet var bare at der var løgn, og at jeg skulle have fattet mistanke allerede i flyet på vej hjem hvor han sagde: ”at vi ikke skulle fortælle det til nogen til at starte med”, ifølge ham fordi vi skulle tage det stille og roligt. Det blev så bare lige lidt mere stille og roligt end jeg troede, for dagen efter vi kom hjem, ville han faktisk ingenting seriøst med mig alligevel. Og jeg forstod selvfølgelig ikke hvad der skete og hvorfor han pludselig vendte på en tallerken.
Det skulle jeg først finde ud af tre måneder senere, hvor en veninde fortæller mig, at hendes veninde (som jeg i øvrigt også kendte) allerede på det tidspunkt havde noget kørende med min ekskæreste. Han havde lovet hende, at der ikke ville ske noget mellem ham og jeg i Nice, og da han efterfølgende kom hjem, havde han ikke fortalt noget om hvad der var sket. Hun fandt først ud af det, da min veninde kom til at nævne det for hende, efter at jeg havde fortalt hende om hvad der var sket, og selv da, holdt min ekskæreste overfor hende fast i, at det kun var sket én gang.
Tro mig. Det skete ikke kun en gang. Og det er så her vi nåede til karkluden. For det var vitterligt sådan det føltes. Han var sammen med mig i Nice, imens han havde noget kørende med en anden pige, kun 1½ måned efter vores break up. Og nå ja, de to er kærester i dag, på den officielle Facebook-måde (hvilket jeg selvfølgelig har erfaret gennem udenoms Facebook-stalking, jeg er selvfølgelig ikke venner med nogen af dem).
Så ferier med eks-kærester? Vær sød bare at lade vær, trust me..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar