Mere dårlig karma

Og så var der den uge hvor den dårlige karma bare fortsatte, dog på en lidt anden måde end med dårlige byture. Mere på den der ”at-møde-ekskæreste-i-joggingtøj-og-med-fedtet-hår” måde..

Det startede om tirsdagen, hvor jeg var på arbejde i nordsjælland om formiddagen, og havde sådan en lidt dårlig tøj- og hårdag, og følte mig ikke helt på toppen. Hvem ser jeg så komme gående forbi? Dan fra i sommers (Fra havnefesten i Gilleleje, og som jeg faktisk efterfølgende var på date med, men som var alt for fancy til mig). Nåede lige at få den der ”fuck fuck fuck” panik reaktion og gemme mig i et prøverum, men tror faktisk ikke at han så mig, eftersom han gik forbi ude på gaden og jeg var inde i butikken. Men for fanden da! Vidste selvfølgelig godt at hans forældre bor i byen, men havde bare ikke regnet med at skulle se ham igen. Puh.

Onsdag er jeg inde på studiet, og sidder i kantinen og snakker sammen med Kent, Simone og Stine ved nogle små café borde lige indenfor indgangen. Sådan ud af øjenkrogen registrerer jeg hvem der træder ind i kantinen, uden helt at lægge så meget mærke til det. Lige indtil en helt bestemt person træder ind – nemlig Lasse. Og jeg når selvfølgelig både at få øjenkontakt med ham og befippet vende mit hoved væk, samt simulere vigtig samtale med siddemakker. Fuck altså. Hvorfor skal man møde folk når man aller mindst har lyst til det?

Og for at det ikke skulle være nok, når jeg selvfølgelig også at møde Martin på trappen på vej op til seminarhold om torsdagen. Og min respons var selvfølgelig lige så genial som sidst: Simuleret samtale og fastfrosne øjne i den anden retning. Jamen altså, til sidst kan man altså bare ikke mere. Den der karma var bare ikke med mig den uge – men det er jo ikke noget nyt..

Dårlig gå-i-byen karma

Jeg ved ikke helt hvad der foregår i øjeblikket, men det er som om jeg bare ikke kan få lov til at have en ordentlig, sjov og god bytur. Nu er det gået galt, været kikset, kedelig osv. 3 byture i træk, og jeg begynder at tro at karma har noget i mod mig?

1.       Jeg havde min veninde Jette med inde til fredagsbar på studiet for at varme op, inden vi skulle videre i byen. Det var rigtig hyggeligt, og vi faldt bl.a. i snak med to drenge, der var venner, hvoraf den ene var tysker (ham som jeg snakkede med). Planen blev hurtig, at vi skulle med dem videre i byen, og jeg var spændt på hvad der skulle ske! Men inden vi kom så langt, skete der det, at min veninde var blevet så fuld, at hun besluttede at ringe til sin kæreste og de kom så op og skændes. Han var vidst også i byen, og skænderiet gik vidst på at han ikke lige ville mødes eller noget i den stil. Men det skulle han altså ifølge min veninde, så pludselig skulle vi begive os fra Amager og til Nørrebro for at finde hendes kæreste. Og som den søde veninde jeg er, gik jeg selvfølgelig med uden at kny, imens hun havde sin kæreste i røret og truede ham med bål og brand ca. hvert tiende minut.

Første stop var Ae bar ved Nørrebro station, hvor han havde sagt, at han ville være, men det var han så tydeligvis ikke. Til gengæld faldt vi lidt i snak med nogle piger, som var ret flinke. Så gik turen videre mod Temple bar, som vi ikke anede hvor lå. Så vi gik og gik og gik ud af Nørrebrogade, indtil vi til sidst fandt stedet, hvor Jettes kæreste faktisk var ved at gå fra. OG så skulle de selvfølgelig lige skændes, hvilket indebar at jeg skulle underholde kærestes ven imens – og han var ikke videre spændende. Samtalen kom primært til at handle om hvorvidt Apple er bedre end PC, ikke et emne der interesserer mig specielt meget – men hvad gør man ikke for en veninde? Til sidst var de endelig faldet lidt til ro, og vi kunne gå indenfor på Temple bar og få en øl, og jeg begyndte at tænke at det måske alligevel ville blive en nogenlunde afslutning på aftenen.

Og dog.  For nu var min veninde og hendes kæreste blevet så gode venner, at de begyndte at sidde og oversnave (jo det er stadig et ord) i den sofa de sad i, og til sidst vælger jeg at stille min veninde det oplagte spørgsmål: Skal I så hjem og knalde? Og svaret var ja.  Hvad gør jeg så? Jeg vender mig da om mod den fremmede fyr til venstre for mig, som jeg måske har udvekslet fire ord med i løbet af aftenen og siger: ”Jeg skal da sove hos dig, skal jeg ikke?”.

Den stakkels fyr blev en smule overrumplet, men sagde efterfølgende ja og gav en taxa hjem til ham. Ved virkelig ikke hvad jeg tænkte på, det er jo skide farligt, han kunne have været massemorder, voldtægtsforbryder eller begge dele! Men det var han ikke. Han var rødhåret, hed Michael og var faktisk rigtig sød ved mig. Han accepterede at jeg ikke ville mere end at kysse, og vi snakkede hele natten og hørte musik. Næste morgen må jeg ærligt indrømme, at jeg var tæt på bare at liste ud, men det ville bare have været for tarveligt. Så jeg vækker ham, og vi ender med at sidde og snakke i hans sofa, imens vi drikker cola. Pludselig får jeg den idé, at jeg helt vildt gerne vil gå rundt om søerne, fordi det havde jeg aldrig prøvet før. Så jeg spurgte om han ville med, og det ville han gerne, så det endte faktisk med at vi brugte flere timer på at gå rundt i København med tømmermænd og solbriller, og vi havde det faktisk virkelig sjovt. Til sidst følger han mig så til toget, giver mig et kys og spørger om mit nummer. Jeg har intet hørt fra ham siden.

2.       Til fredagsbaren ugen efter, var der underbemanding i baren, og jeg havde lovet Louise fra studiet, at jeg ville komme og hjælpe til, og at jeg ville være derinde klokken 8. Så efter min tjans i kaffebaren fra 12-14, skulle jeg først hele vejen til nordsjælland for at arbejde et par timer, for derefter at skynde mig tilbage til KBH. Jeg var derfor lidt i tidspres, og skyndte mig op til toget da jeg fik fri og var lige begyndt at komme i fredagsbarstemning, da der kommer togkontrollør. Det er så her hvor det går op for mig, at jeg ikke har min pung. Og jeg panikker lidt. Togkontrolløren lader mig slippe uden bøde, men ikke desto mindre skal jeg betale 60 kr. for en sms-billet, som dog heldigvis gør, at jeg kan tage toget tilbage til Gilleleje, for jeg er overbevist om, at min pung må befinde sig nede på arbejdet, hvis den altså ikke er blevet stjålet. Da jeg når til Gilleleje har jeg under 20 minutter til at løbe ned på arbejdet, låse mig ind, finde min pung og nå toget tilbage mod Hillerød, og jeg ender faktisk med at nå det, og jeg er selvfølgelig lykkelig! Så begynder den lange tur ind mod KBH, og jeg gør det udelukkende fordi jeg havde lovet Louise det, selvom jeg endte med at blive en hel time forsinket pga. den glemte pung. Der var bare et problem: Da jeg endelig kom hele vejen ud til universitetet var der ingen fra min årgang. Ingen.

Alle var tilsyneladende taget hjem, selvom klokken kun var 21. Syntes det ville være lidt kikset bare at gå igen med det samme, så begyndte at snakke lidt med tutorerne, hvilket også var lidt kikset, eftersom jeg ikke rigtig havde snakket med nogen af dem siden rusturen. Men efter lidt øl og rødvin gik det bedre. Senere på aftenen dukker Cathrine så pludselig op, hun havde åbenbart været til fredagsbar tidligere, så til middag med forældrene og var nu vendt tilbage med massiv rødvinsbrandert! Men hun reddede min aften, som faktisk endte med at blive hyggelig nok. Jeg hjalp med at rydde op, og begav mig så med toget hjemad.

Da jeg så endelig når hjem opstår der dog endnu et problem: Jeg har ikke mine nøgler. De er ganske enkelt væk, selvom jeg endevender min taske flere gange. Til sidst må jeg grædefærdig ringe til min far klokken halv 4 om morgenen, og få ham til at køre hele vejen fra Nordsjælland og hjem til mig med min ekstra-nøgle. Skod-aften.

(Der skal så lige efterfølgende tilføjes, at jeg tilsyneladende havde mistet mine nøgler i toget, og faktisk fik dem igen efter en tur på hittegodskontoret – fedt!)

3.       Endnu en fredagsbar var oprunden, og jeg havde min veninde Freja med. Vi startede henne i baren, hvor hun blev præsenteret for mine studiekammerater, som der denne gang var rimelig mange af! Jeg ender så med at sidde og snakke med David, som spørger om jeg ikke ville med hen til fredagsbaren på engelsk, fordi der var en fyr der, som han gerne ville hilse på. Det ville jeg selvfølgelig gerne, så vi begiver os tværs igennem universitetet udstyret med et studiekort og finder til sidst derhen. Og så var det bare en meget federe fredagsbar end vores! Der var fadøl, DJ og det hele! Så jeg sms’er Freja og de andre fra studiet, at de skulle skynde sig over til os, imens jeg sidder og snakker med David og hans fyr.

Efter et par timer, siger folk så at de vil tage videre, og vi skynder os at tage vores ting og gå med ud. I virkeligheden ville folk enten hjem og sove, eller hjem til Jakob og ryge hash.  Og Freja og jeg ville sådan set i byen, så vi valgte at tage ind til byen for at se hvad der skete der. Der var bare et problem – At det var J-dag, og at København midtby derfor var fuldstændig proppet med mennesker. Så vi tog en taxa til Nørrebro, for at tage på Temple Bar (Det gik jo så godt med at støve fyre op der sidst!) Vi havde nået at være der i nøjagtig et kvarter, så blev Frejas taske stjålet, og fyren var nået at slippe væk inden vi opdagede det. Classy. Og så var den aften selvsagt ødelagt..

Kan I se hvad jeg mener?

So true..

(source: fuckyouverymuch)

Historien om Lasse

Nogle uger efter rustur og studiestart skulle der som sædvanlig være fredagsbar, denne gang med temaet Noas Ark. Simone, som jeg var blevet gode veninder med skulle stå i baren, og hun manglede hjælp, så jeg besluttede at springe til (Det hjalp så også lidt at få af vide, at man drikker gratis når man står i baren!) Så jeg valgte at gå all in, trække i zebrastribet nederdel, stiletter og armbånd, samt iføre mig stribet ansigtsmaling i hovedet, sådan!

Jeg kan huske, at jeg gik ned for at hjælpe til ved 5 tiden, og derfra gik det ellers bare stærkt! Jeg har tilsyneladende slugt en stor mængde blå drinks indeholdende vodka og er gået død ude på toilettet mellem klokken 8 og halv 9 om aftenen. Jeg kan bare huske at jeg vågnede inde på toilettet, siddende op at væggen og derefter kigge på mit ur og tænke ”fuck hvor længe har jeg siddet her?”. Jeg prøver så at luske ubemærket ind i baren igen, men jeg havde åbenbart været væk lidt længere end jeg troede, for folk havde nået at blive bekymrede og var meget nysgerrige efter at høre hvor jeg havde været. Pinligt.

Jeg vælger så at fortsætte min bartenderpligt, og på et tidspunkt kommer der så en fyr op til mig og spørger,  om jeg ikke vil være med til at spille Bezzerwizzer. Jojo det ville jeg da gerne, jeg skulle bare finde en veninde at have med, så jeg hiver Stine med ned til bordet hvor han sad, og så ventede vi ellers på hans ven Lasse, så vi kunne spille to mod to. I starten var jeg faktisk mest interesseret i ham der var kommet op til mig for at spørge, han var mørkhåret og havde brune øjne, men den dag i dag kan faktisk hverken Stine eller jeg huske hvad han hed. Pludselig skulle baren lukke, Stine skulle hjælpe med at rydde op, og det ender med at jeg følges med de to drenge hen til en anden fest på universitetet. Pludselig forsvinder ham den første dreng så, og jeg ser ham faktisk ikke resten af aftenen, så jeg er lidt efterladt hos ham Lasse, eftersom at ingen fra mit studie var gået med hen til den fest. Men han viste sig også at være ret sød faktisk, 27 år gammel og i gang med at skrive speciale. Han gad så ikke danse, og det var lidt et minus for mig, så vi endte med bare at snakke, drikke øl og ryge udenfor.

På et tidspunkt siger han til mig: ”Du skal da med mig hjem”, og så griner jeg bare af ham og siger, at det skal jeg da i hvert fald ikke. Men det er jo så faktisk det der ender med at ske… Jeg tager med hjem til hans studielejlighed på Amagerbro, vi har sex og jeg vågner næste morgen og tænker: ”Wow gjorde jeg virkelig det?”. Han var rigtig sød næste morgen og ville faktisk gerne gøre det igen, jeg havde bare alt for mange tømmermænd. Men vi lå og kyssede, og han fulgte mig faktisk også ned til metroen, gav mig sit nummer og kyssede mig farvel. Dagen efter skrev han til mig, at jeg havde glemt et tørklæde hjemme hos ham, og jeg tænker ikke rigtig over det, fordi det ville være så typisk mig, så vi aftaler at mødes om mandagen, så jeg kunne få det igen. Vi mødes så i kaffebaren om mandagen, men så var der bare ét problem: Det var ikke mit tørklæde! Lige der tror jeg det var lidt pinligt for ham, men det viste sig senere at det var et af hans venners, som han have haft med hjemme i hans lejlighed inden festen om fredagen. Men alligevel. Ikke at kunne kende forskel på et drenge og et pigetørklæde. Men vi skriver så lidt frem og tilbage, og jeg synes at han er ret sød, så da han spørger om jeg vil ud og have en øl sammen om torsdag tænker jeg bare yes!

Om torsdagen mødes vi ved kaffebaren og går til Christianshavn. Han skulle så lige i 7eleven, hvor han møder 2 af sine venner, som jeg også hilser kort på, hvorefter de lige snakker lidt indtil vi går videre til en lille bodega. Vi får et par øl, og jeg synes faktisk at vi snakker rigtig godt sammen, og så lige pludselig kommer de to venner fra tidligere ned på bodegaen. Jeg kan godt se på Lasse, at det ikke helt var planlagt, og stemningen blev også lidt mærkelig da de så satte sig ved vores bord, men han kunne jo ikke rigtig sige at de ikke måtte være der, når det var så lille et sted som det var. Jeg prøvede at være med i samtalen så godt jeg nu kunne, men de føltes bare så voksne i forhold til mig, selvom jeg egentlig normalt synes, at jeg er moden af min alder! På et tidspunkt siger Lasse så at han gerne vil have noget mad, og han spørger om jeg vil med ud. Men da vi så kommer ud fra bodegaen kommer de berømte ord: ”Skal jeg følge dig til metroen?”.

Altså jeg kunne jo ikke rigtig sige nej, men jeg troede egentlig mest af det med maden handlede om at komme lidt væk fra hans venner eller eventuelt finde noget mad sammen? Så jeg sagde jo bare ja, han fulgte mig til metroen og sagde ”vi skrives ved”. Okay så.

Jeg havde egentlig accepteret at han ikke var interesseret, men om mandagen var jeg så hjemme hos en veninde og drikke lidt champagne og spise nogle kager, og hun overtalte mig til at skrive til ham. Hun sagde at mange drenge godt kan lidt at pigen tager initiativet, og at nu havde han jo spurgt sidst. Så jeg sendte ham en sms hvor jeg spurgte om han havde lyst til at tage en kop kaffe en dag. Det havde han så ikke.  Tror han svarede noget i stil med: ”Hej J. Tak for sidst, det var rigtig hyggeligt. Du er en rigtig sød pige, men jeg synes at kunne fornemme at vi er for langt fra hinanden, så jeg synes ikke at vi skal gøre det igen. Kh Lasse”. Bum..

Jeg svarede selvfølgelig ikke og har ikke snakket med ham siden..

Historien om Martin

I lang tid efter rusturen var jeg i tvivl om hvorvidt jeg skulle ansøge Martin på Facebook eller ej. På den ene side ville jeg ikke videreføre det stalker-indtryk, han måtte have af mig, men på den anden side ville jeg også gerne vise, at jeg var voksen nok til at kommer over det, og at jeg faktisk gerne ville være hans ven, fordi jeg syntes at vi havde snakket så godt sammen.

Sidste holdning ender med at få overtaget og jeg ender med at ansøge ham. Og så sker der: Ingenting. Absolut ingenting. Han svarer overhovedet ikke på ansøgningen, og jeg er overbevist om, at han virkelig må syntes at jeg er en freak. Det var jeg måske også lidt på rusturen, men alligevel.

Fredagen efter rusturen blev der afholdt semesterstartsfest for fakultetet, hvor jeg da selvfølgelig skulle med. Jeg ankom sent til studiebaren hvor vi ”varmede op”, hvorefter festen flyttede hen til større lokaler. Jeg havde det egentlig ret hyggeligt, men jeg kunne alligevel mærke, at jeg hele tiden havde et øje på Martin i løbet af aftenen. Efter tilpas mange øl og shots med Fisk, får jeg den geniale idé, at jeg da lige så godt kan spørge ham lige ud, om hvorfor han ikke havde godkendt mig. Super idé.

Jeg finder ham så ude i den lille rygergård og spørger ham så, om han har tid til at snakke, og han svarer ja. Kan ikke helt huske samtalens forløb grundet massivt alkoholindtag, men han prøvede vidst at bilde mig ind, at det var noget teknisk med Facebook, og at jeg ikke var den eneste der havde sagt til ham, at der var problemer. Hm. Og på en eller anden måde har vi lige pludselig aftalt, at jeg skal hjem til ham og sove – fordi jeg ikke gad tage hele vejen hjem til mig selv. Jamen fint nok.

På intet tidspunkt til festen har vi hverken kysset eller andet, kun snakket. Da klokken så bliver tre om næsten, og vi faktisk decideret bliver smidt ud fra festen, gør vi os klar til at gå og så  - surprise surprise! Anne (den sure fynbo fra rusturen som også havde kysset med Martin) skulle lige pludselig følges med os noget af vejen. Lidt problematisk eftersom at både Anna og Martin har cykler og jeg ikke har. Så vi ender faktisk med at gå/cykle hele vejen fra Islands Brygge til Nørreport midt om natten, og på et eller andet tidspunkt undervejs får vi så hægtet Anna af. (På det tidspunkt håber jeg stadig lidt, at der vil ske et eller andet imellem os). Vi stopper så op, og beslutter at gå gennem HC Ørstedsparken, og på det tidspunkt er solen ved at stå op.

Og så falder bomben. Han har åbenbart kæmpe issues med sin ekskæreste og vil gerne finde sammen med hende igen. Bum. Der overvejer jeg seriøst, at tage hjem til mig selv, men kunne ikke overskue at tage så langt. Så gennem hele HC Ørstedsparken og resten af vejen hjem, får jeg så hele historien om denne hersens ekskæreste, hvad der gik galt osv. osv. Men jeg ville bare virkelig gerne have et sted at sove. Da vi endelig kommer hjem i hans (kæmpe!) lejlighed, tænder han for computeren og sætter noget musik på og vi sidder og snakker i hans sofa. Indtil han pludselig beslutter sig for, at jeg da selvfølgelig også skal se billeder at hende ekskæresten. Så frem fra computeren springer pludselig et årsforbrug af ekskæreste-billeder med tilhørende kommentarer ala ”Her er vi i Afrika”, ”Her er vi inde på hendes skole” bla bla bla. Og jeg holder grimassen og lytter pænt. Men hvis han så for fanden bare kunne have holdt sig til det. For når han så lidt senere sidder i sofaen med én, og siger at han godt kunne finde på at være sammen med mig, og at han i øvrigt også er enormt god i sengen, hvad skal man så lige stille op? Det ender med at vi ikke laver noget, og bare falder i søvn i hans seng med tøj på klokken halv 8 om morgenen.

Antiklimaks opstår så, da han vækker mig halvanden time senere med ordene ”Klokken er mange, jeg tror du skal gå”. Nå men. Okay så? Hejhej. Det var så underligt! Jeg prøvede efterfølgende at sende ham en besked på Facebook ala ”Tak fordi jeg måtte crashe hos dig osv. osv.”, men jeg fik faktisk aldrig svar.

Og da jeg dagen efter oplevede antiklimaks nr. 2 i form af erindring om at have fortalt fyren, at jeg har prøvet analsex, var alt grundlag for nogensinde at kunne kigge ham i øjnene igen ligesom ødelagt. Virkelig charmerende..

Rustur – Når andenhåndsindtrykket er værre end førstehåndsindtrykket

Rustur var.. Vildt! Aldrig har jeg drukket så meget og sovet så lidt, ingen gang på Roskilde festival! 4 dage og 3 nætter i Nordvestsjælland med 70 andre fulde og dejlige mennesker, som man skulle prøve at lære lidt bedre at kende gennem en masse velplanlagte arrangementer, bl.a. upassende galla, natteløb og melodi grand prix.

I løbet af de fire dage nåede jeg at sove sammenlagt 7 timer, drikke over fyrre øl, slå en dreng i hovedet og opleve en af de mest pinlige episoder i mit liv.

Som sagt sov jeg altså ikke specielt meget på rusturen, og anden aften var således ingen undtagelse, hvor jeg ender med at være en af de sidste der oppe om natten/morgen sammen med min studieveninde Cathrine. Vi ender så med at sidde og snakke/ryge med to af tutor fyrene udenfor, dvs. én til hver. Det hele bærer præg af lidt dommedagsstemning, som i:  ”vi er de sidste i live”, og da min veninde og ”hendes” tutor vælger at gå i seng, var det faktisk kun mig og ”min” tutor, der var vågne i hele huset. Han hedder Martin, var 26 og enormt god at snakke med, men på en ret underlig måde. Vi snakkede ligesom ikke rigtig seriøst sammen, det var hele tiden på en ”tage-pis-på-hinanden” måde, hvilket var enormt sjovt. Vi holdt os faktisk vågne indtil solen stod op, og på et eller andet tidspunkt midt i vores snak begynder vi også at kysse lidt.

Han havde sagt, at vi skulle have morgenmad klokken otte om morgenen, men da klokken var halv 9 om morgenen og der stadig ikke var sket noget, kom han i tanke om at vi først skulle spise brunch klokken halv 11…  Så vi beslutter os for at lægge os ud på en bænk udenfor, hvor vi falder lidt i søvn ved siden af hinanden, indtil Cathrine pludselig sidder på bænken ved siden af. Det hele bliver sådan lidt pinligt, og det ender med at Martin og jeg går ovenpå, finder et værelse der ikke bliver brugt og lægger os til at sove en times tid, uden at der sker andet end at vi kysser og han holder om mig. Jeg bliver så vækket ved at de andre tutorer går rundt ude på gangen og leder efter Martin, og jeg kan i ånden se hvordan det ville blive opfattet hvis de kom ind og fandt os der, så jeg vækker Martin og lister mig ud uden at blive opdaget.

Senere samme dag skulle vi med vores morgenmadsgruppe gøre klar og øve os til melodi grand prix til om aftenen. Jeg vælger så at fortælle de seks andre piger i gruppen, at jeg kom til at kysse lidt med ham Martin aftenen før, og straks kommer der fra den fynske Anna følgende kommentar: ”Nå har du også kysset med Martin?” (tilsæt meget indebrændt tone og du har stemningen). Martin havde tilsyneladende også kysset med hende aftenen før, hvilket ikke gjorde mig så meget, idet jeg så rustur lidt ligesom Roskilde festival, men Anna havde tydeligvis lagt lidt mere i deres kys, og jeg blev bitchet af hende med ordene om ”at nu skulle jeg endelig ikke tro, at der lå noget i det fra hans side”. Nå men okay?

Men måske skulle jeg alligevel have lyttet lidt, i stedet for at føre min pinlighed til helt nye højder den tredje og sidste aften på rusturen. For i stedet for bare at være cool og lade som ingenting (hvilket egentlig aldrig lykkes for mig), får jeg den idé, at det kunne være fedt hvis der skete noget mellem Martin og jeg igen (måske for at bevise noget overfor Anna).

Derved har jeg garanteret ustrålet en god portion desperation, og det virkede umiddelbart heller ikke helt efter hensigten, for jeg kan huske, at jeg havde en samtale med David omkring klokken tre om natten ala: ”Hvorfor er der ikke sket noget imellem os? Nu er klokken tre, skal jeg bare gå i seng eller hvad?”. David rådede mig til lige at vente og se lidt, og det gjorde jeg så, men valgte at krydre ventetiden med en ualmindelig stor mængde alkohol. Derved opstod der efter et par timer den fantastisk idé i mit hoved, at jeg da skulle spørge Martin face to face ”om vi ikke skulle kysse igen eller hva´?”. Ikke noget med at spille kostbar her.. Vi ender så med at sidde og snakke på en trappe ovenpå, efter at jeg (desperat som jeg var) åbenbart har ventet på ham i tyve minutter (tænk at man ikke forstod den hentydning).

Og så er det ellers at jeg går all in. Jeg prøver, uden at overdrive, faktisk at overtale den stakkels fyr til at have sex med mig. Og jeg vil tilsyneladende ikke umiddelbart acceptere et nej. Situationen bliver mere og mere pinlig, fordi fyren virkelig ikke har lyst til at have sex med mig og det ender med, at jeg tramper ind på mit værelse klokken 5 om natten, alene og meget, meget fuld.

Nogen gange skulle man bare have holdt sig til førstehåndsindtrykket..

Hvordan man ikke scorer – historien om en drengejagt.

Fredag aften i intro-ugen skulle der afholdes udklædningsfest for det nye studiehold. Vi skulle mødes med vores morgenmadsgrupper til aftensmad, og derefter følges hen til festen. Jeg var klædt ud som Holly Golightly fra Breakfast at Tiffany’s og jeg syntes selv at jeg var on fire i lille sort kjole og solbriller indendørs! Jeg skulle bare score den aften, og min aften endte således med at blive et klassisk eksempel på, at når man virkelig gerne vil, så sker det bare ikke…

1.       Først lægger jeg an på Jakob fra mit nye studie, men af en eller anden årsag havde jeg en pointe den aften om, at jeg ikke bare ville kysse for sjov, det skulle betyde noget! (jeg kunne også bare have spurgt, om han ville være far til mine børn; cirka samme effekt tror jeg). Den stakkels dreng får afvist mig på en pæn måde, med ordene om, at han lige var kommet ud af et langt forhold..

2.       Næste dreng er David. Høj, mørkhåret, sjov, god til at danse og klædt ud som James Bond! Der var bare ét problem. David er homoseksuel. Endnu et eksempel på, at jeg ingen homo-radar har- virkelig ikke det mindste. Heldigvis blev pinligheden holdt på et minimum, fordi David er sådan et rart menneske, og den dag i dag er han faktisk en af mine gode venner – Så lidt godt kom der ud af det!

3.       Derefter valgte jeg at crashe en fest et andet sted på uni, hvor jeg kommer i snak med en sød fyr. Han var åbenbart tutor for det nye hold og hjalp bl.a. med at stå i baren. Men han fandt dog tid til at sidde og snakke med mig over en øl, og jeg tror at vi sad der i tyve minutter og snakkede, bare os, indtil vi skiltes, fordi han skulle stå i baren. Jeg tænkte lidt videre på ham, og jeg vendte faktisk tilbage til festen senere med en lidt (meget!) aggressiv kommentar ala ”skulle jeg ikke have dit nummer eller hva’?”, hvor svaret blev: ”Det tror jeg, at min kæreste ville blive ked af.” Bum…

4.       Efter denne afvisning er jeg på vej ud den crashede feste, men kommer i snak med nogle drenge, som beslutter sig for at finde en fyr til mig. De finder en, jeg hilser på ham, sætter mig på skødet af ham og vi begynder at snakke. Men der går ikke mere end 10 minutter før fyren peger på en pige, der sidder lidt længere væk, men ved samme bord, og siger: ”Kan du se hende pigen der? Det er min ekskæreste. Vi slog op for en uge siden. Jeg synes, at hun er den smukkeste pige i verden.” Ja det er godt karl-smart, jeg smutter nu..

5.       Nu ville jeg endegyldigt forlade den fest og vende tilbage til min egen, men på vejen derhen falder jeg paradoksalt nok i snak med endnu to drenge fra den nu forladte fest, hvoraf den ene er en nordmand, som jeg fortsætter samtalen med, og som jeg tager med ind til min fest og får en øl med. Al samtale foregår vel og mærke på engelsk, fordi jeg i min fuldskab ikke forstår et ord norsk.  Vi ender bag en bygning, hvor vi står og kysser. Men endnu en gang spænder jeg ben for mig selv og samler det samme åndssvage princip op fra tidligere om, at ”det skal betyde noget”! Han ville selvfølgelig bare have noget sjov for en aften, så jeg lod ham stå og gik tilbage til festen..

Herefter nåede jeg bl.a. at skrive mit navn på en tutors arm (vel og mærke tutor med kæreste) og at fare vild på Amager sammen med en studieveninde. Den samme studieveninde skulle jeg have sovet hos, men pludselig får jeg den idé, at jeg skal sove hos en af min ekskærestes venner, som jeg havde snakket lidt med om at se hans lejlighed. Så det syntes jeg så at jeg skulle klokken halv fem om morgenen, hvor jeg vækker ham og spørger om jeg må sove hos ham. Det måtte jeg så gerne, og jeg ender med at forsøge at finde vej fra Amager til Valby midt om natten, hvilket til sidst lykkes. Jeg ender med at kysse lidt med ham (måske som tak for overnatningssted?), men ikke mere en det. Må indrømme, at da jeg vågnede dagen efter, syntes jeg måske heller ikke at det var vildt classy at ende hjemme hos ekskærestes ven. Men når man nu ikke kunne score…

That special feeling...

(source: fuckyouverymuch )

At starte på uni

At skulle starte på universitetet, var en begivenhed jeg havde set frem til længe! Især i egenskaben af at være single og efter at have tilbragt min sommer med at arbejde i provinsen. Cirka en måned inden start fik vi tilsendt intro-materiale og plan over den første uge, inden vi skulle af sted på rusturen.

Første dag skulle vi mødes med vores såkaldte morgenmadsgruppe hjemme hos gruppens tildelte tutor, for på den måde at lære nogle få mennesker at kende, inden hele holdet skulle mødes. Problemet var bare at jeg for vild. På Østerbro. På den der ”nu bliver jeg ved med at gå, det må være lige om lidt”-måde, indtil man indser at man er gået tyve minutter den forkerte vej, må ringe til tutor og bede om hjælp og ankomme til brunchen 25 minutter for sent, som den sidste, og voldsomt svedende efter at være løbet halvvejs gennem Østerbro. Hej nye venner.  Sådan cirka det værste førstehåndsindtryk man kan give, overfor ti af ens nye medstuderende, på et noget fancy studie, hvor folk går for at være rimelig kloge..

Ellers forløb de første par dage i intro-ugen helt udmærket, lige indtil vi kom til onsdag. Vi skulle på kanalrundfart, som blev kapret af pirat-udklædte tutorer medbringende Morgan-rom. Do I need to say more? På vej videre til Studenterhuset med holdet, rimelig beruset, støder jeg pludselig ind i Andreas. På den der virkelig kiksede måde (fordi jeg var fuld på en onsdag klokken fire om eftermiddagen, og han selvfølgelig ikke var.) Min brandert fortsætter så på Studenterhuset, hvor jeg prøver at gøre et godt indtryk på mine medstuderende. Jeg tror ikke det lykkedes så godt, og det ender faktisk med at jeg må give op og erklære, at jeg simpelthen er for fuld og er nødt til at tage hjem. Klokken 20 på en onsdag.

Og det skulle jeg så bare have gjort. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, nej da. Jeg ringer da til.. Andreas. For nu skulle vi have den helt store snak syntes jeg. Og det skal jeg da love for at vi fik. Vi mødtes ved Rundetårn, mig hamrende fuld og ham på vej til McDonalds. Og så syntes jeg da, at det var på sin plads at erklære min kærlighed til ham. Nu havde vi jo haft vores op- og nedture over en periode på et halvt år, og nu syntes jeg faktisk, at vi skulle gøre noget ved det og blive kærester. Det syntes han så ikke.. Hele episoden ender med at jeg tager toget hjem til Helsingør, fuld, grædende og på vejen køber en frysepizza. Jeg har ikke snakket med Andreas siden, det er simpelthen for pinligt. Jeg valgte også at blive væk fra sommerjobbets firmafest af samme grund..

At tage på ferie med sin ekskæreste

”Bare lad vær okay?” Hvorfor var der ikke lige nogen der sagde disse ord til mig (ok det var der måske også) og holdt fast?! Her flere måneder efter skriger det jo til himlen af mine overbærende kommentarer som ”jamen vi tager bare af sted som venner” og ”vi er jo kommet videre” bare var udtryk for stor fed self-denial. For hvad fik jeg egentlig ud af det? Våd, lugtende karklud lige i hovedet, selvfølgelig ikke bogstavelig talt.

Men helt ærlig, hvor dum kan man være. Turen til Nice var bestilt og betalt da vi stadig var kærester, i god tid for at spare penge, for selvfølgelig ville vi stadig være kærester til den tid.. Det var vi så ikke. Der var gået cirka halvanden måned efter vi var gået fra hinanden, og vi snakkede egentlig fint sammen og så hinanden helt casual, jeg var bl.a. oppe og se ham få sin studenterhue. Så vi besluttede, at vi da sagtens kunne tage af sted som venner, og ikke spilde de penge vi havde brugt.

Det gik også fint. Lige indtil den første aften efter en lang dag i solen og efter en flaske vin. Der skete det der ikke skulle, vi faldt i fælden, men det var egentlig ikke så meget det der var problemet, problemet var at det skete igen. Og igen. Og det udviklede sig til kys på gaden og holden i hånd. Jeg blev grebet af stemningen, af varmen og af minderne om ”os”, og jeg blev sårbar igen. Jeg kan huske, at jeg spurgte ham: ”Er det her for sjov, eller betyder det noget for dig?”, og han svarede at det betød noget for ham og vi snakkede faktisk om, at han skulle invitere mig ud når vi kom hjem til Danmark igen.

Problemet var bare at der var løgn, og at jeg skulle have fattet mistanke allerede i flyet på vej hjem hvor han sagde: ”at vi ikke skulle fortælle det til nogen til at starte med”, ifølge ham fordi vi skulle tage det stille og roligt. Det blev så bare lige lidt mere stille og roligt end jeg troede, for dagen efter vi kom hjem, ville han faktisk ingenting seriøst med mig alligevel. Og jeg forstod selvfølgelig ikke hvad der skete og hvorfor han pludselig vendte på en tallerken.

Det skulle jeg først finde ud af tre måneder senere, hvor en veninde fortæller mig, at hendes veninde (som jeg i øvrigt også kendte) allerede på det tidspunkt havde noget kørende med min ekskæreste. Han havde lovet hende, at der ikke ville ske noget mellem ham og jeg i Nice, og da han efterfølgende kom hjem, havde han ikke fortalt noget om  hvad der var sket. Hun fandt først ud af det, da min veninde kom til at nævne det for hende, efter at jeg havde fortalt hende om hvad der var sket, og selv da, holdt min ekskæreste overfor hende fast i, at det kun var sket én gang.

Tro mig. Det skete ikke kun en gang. Og det er så her vi nåede til karkluden. For det var vitterligt sådan det føltes. Han var sammen med mig i Nice, imens han havde noget kørende med en anden pige, kun 1½ måned efter vores break up. Og nå ja, de to er kærester i dag, på den officielle Facebook-måde (hvilket jeg selvfølgelig har erfaret gennem udenoms Facebook-stalking, jeg er selvfølgelig ikke venner med nogen af dem).

Så ferier med eks-kærester? Vær sød bare at lade vær, trust me..

Party i provinsen – del 2

Lørdag skulle festen fortsætte for mit vedkommende, og jeg håbede på noget mere held end om torsdagen. Festen startede med opvarmning hos en venind. I løbet af de to timers opvarmning og efterfølgende gåtur ned til jobbet, hvor vi skulle hente nogle af de andre, nåede jeg både at drikke af skodde-dåsen og gå frontalt ind i en bænk fordi jeg kiggede på mine egne bryster. Så fuld var jeg. Og score det skulle jeg, så jeg havde nået at være i ølteltet i under tyve minutter, før jeg vandrer hen til fremmed dreng med Casper Christensen hår og fyrer den værste scorereplik i verden af: ”Du er da ikke her fra vel?”. Det var han så, på en måde. Han hed Dan, var født og opvokset der, men fordi han var fem år ældre, havde jeg aldrig mødt ham.

Han havde mange tatoveringer, røg blå Kings og var enormt fascinerende. Jeg endte med at sidde i et skur sammen med ham og snakke indtil havnefesten lukkede og vi blev smidt ud. Vi kyssede flere gange, og jeg slæbte ham videre på stamstedet hvor vi dansede og kyssede, indtil han pludselig gerne ville hjem. Og han ville gerne have mig med. Men efter torsdagens eskapader besluttede jeg at spille kostbar, sige nej og give ham mit nummer i stedet. Jeg gik tilbage til værtshuset hvor jeg mødte Andreas, som følte at han ville have svar på om vi skulle have noget sammen eller ej. Det svar følte jeg ikke lige for at give ham, så jeg sneg mig lidt udenom og prøvede at snakke om noget andet.

Pludselig kommer en der hedder Christian fra jobbet og siger at han er blevet efterladt af dem han skulle sove hos, og at han ikke vidste hvor hende de var taget hen til boede. Så jeg beslutter mig for at redde ham, og følge ham hen til hende veninden, som jeg også kendte. Meningen var at jeg skulle sove hos Andreas ligesom om torsdagen, så han tog med i taxaen, og så skulle vi sætte Christian af på vejen og forsætte hjem til ham. Det skete så bare ikke. For vi kunne ikke finde det sted hvor veninden boede, og i stedet endte vi hjemme hos en tredje ven fra jobbet, som fejrede sin mors 50 års fødselsdag. Så den fest crashede vi og vi fik gratis øl og hørte Nik & Jay.

På et tidspunkt ringer en der hedder Niklas til mig. Han arbejdede også det samme sted som mig (har jeg snart fået fastslået pointen om, at mere eller mindre hele byens ungdom arbejder der?), og det var ham som skulle have haft Christian med hjem, og Christian havde så haft ringet til ham, og nu kunne Niklas så ikke få fat i Christian og ringede derfor til mig. I lang tid havde jeg syntes at Niklas var lidt sød, og da han så beslutter at komme hen til der hvor vi så var endt, syntes jeg at det var en kanon idé. Det synes Andreas så ikke. Det ender med at Andreas bliver sur og tager hjem, og jeg ender hjemme hos Niklas. Der skete ikke noget særligt, men den dag i dag er det stadig en kæmpe hemmelighed, som Andreas aldrig skal finde ud af, for ellers går han amok.

To dage, fire drenge - Det  er sgu party i provinsen..  

Party i provinsen – del 1

Min fødeby; byen der er en stor havn og hvor størstedelen af byens unge har en knallert og på et eller andet tidspunkt har arbejdet i enten Kanalkiosken eller i den lokale fastfood biks, for mit vedkommende det sidste. I somme var det så fjerde år i træk med mit sommerjob i fastfood afdelingen, hvor frosne rødspættefileter og pommes frites fyldte det meste af min hverdag.

Hver sommer afholdes der en såkaldt havnefest. Et socialt højdepunkt for byens unge, men rent objektivt består det af et øltelt, diskotek i en fiskehal og en håndfuld tivoli-forlystelser. Når man arbejder hvor jeg gjorde, er det kotume at man tager sammen derhen efter lukketid, og holder sammen aftenen igennem i en fiskestinkende gruppe (for på den måde kan man jo ikke blive diskrimineret).

Torsdag var første dag, jeg havde været på arbejde til klokken ti om aftenen og fulgtes hen til festen med en gruppe kolleger efter at have drukket i flere timer i baglokalet på chefens regning. Vi beslaglagde en hel bænk i ølteltet, og så gik det ellers stærkt. På det tidspunkt havde jeg i et stykke tid haft noget on-off kørende med Andreas, og ved havnefestens begyndelse var vi på off, dvs. faktisk talte vi overhovedet ikke sammen. Det skulle nogle øl dog hurtigt ændre, og en halv time efter var vi on fire med dans og kys. Classy. Så meget for at spille kostbar..

På et tidspunkt er Andreas dog uden for synsvinkel, og jeg beslutter mig (i min fuldskab) at søge nyt kød. Jeg spotter hurtigt en gruppe drenge, som tydeligvis ikke var fra byen (når man har boet der hele sit liv, er der intet der er mere tydeligt, end hvis folk ikke er fra byen). Uden hæmninger joiner jeg deres drengegruppe, og falder i snak med en af dem, Nicolaj. Min veninde kommer senere til, og falder også i snak med en af de andre drenge. Da havnefesten lukker klokken 2, fortsætter vi med drengene til det lokale værtshus og fester videre. På vej derhen trækker Nicolaj mig til side, kysser mig og jeg synes egentlig at han er meget sød. På stamstedet får vi masser af shots, og jeg bliver faktisk så fuld at jeg vælger at tisse på et toilet hvor sædet er knækket, og jeg forårsager derved et blødende sår på min ene balle (Hvilket jeg først opdager dagen efter, pga. en kæmpe blodplet på mine lyseblå jeans).

Pludselig vil Nicolaj have mig med udenfor, og det ligger i luften hvad der skal ske. Vi går rundt bag bygningen i en lille gyde, og jeg glæder mig faktisk til at kickstarte min karriere som selvstændig single kvinde. Der er bare et problem. Han kan ikke få den op og stå. Som i; overhovedet ikke det mindste. Og det er ikke fordi han og jeg ikke prøver, men til sidst mister man bare tålmodigheden, og mine sidste ord til ham var: ”Nu går jeg altså ind, bare rolig, jeg siger det ikke til nogen”, hvilket selvfølgelig var det første jeg gjorde, da jeg så min veninde indenfor. Vi besluttede at gå, og så var det jeg fik den fantastisk idé, at jeg da hverken skulle sove hos min veninde eller hjemme hos mig selv, nej jeg skulle da hjem og sove hos Andreas (som jeg først kommer i tanke om igen på det tidspunkt, og som faktisk var gået hjem).

Problemet er bare, at det regnede og jeg faktisk ikke vidste hvor han boede. Min veninde er så heldigvis så sød at følge mig på vej, fordi hun nogenlunde kan huske hvor han boede og det ender med at jeg vækker ham ved at banke på hans vindue. (Det skal lige tilføjes, at han på det tidspunkt boede hjemme hos sine forældre, og at jeg morgenen efter foretog en af mit livs værste walk of shame gennem deres hus.