Historien om Martin

I lang tid efter rusturen var jeg i tvivl om hvorvidt jeg skulle ansøge Martin på Facebook eller ej. På den ene side ville jeg ikke videreføre det stalker-indtryk, han måtte have af mig, men på den anden side ville jeg også gerne vise, at jeg var voksen nok til at kommer over det, og at jeg faktisk gerne ville være hans ven, fordi jeg syntes at vi havde snakket så godt sammen.

Sidste holdning ender med at få overtaget og jeg ender med at ansøge ham. Og så sker der: Ingenting. Absolut ingenting. Han svarer overhovedet ikke på ansøgningen, og jeg er overbevist om, at han virkelig må syntes at jeg er en freak. Det var jeg måske også lidt på rusturen, men alligevel.

Fredagen efter rusturen blev der afholdt semesterstartsfest for fakultetet, hvor jeg da selvfølgelig skulle med. Jeg ankom sent til studiebaren hvor vi ”varmede op”, hvorefter festen flyttede hen til større lokaler. Jeg havde det egentlig ret hyggeligt, men jeg kunne alligevel mærke, at jeg hele tiden havde et øje på Martin i løbet af aftenen. Efter tilpas mange øl og shots med Fisk, får jeg den geniale idé, at jeg da lige så godt kan spørge ham lige ud, om hvorfor han ikke havde godkendt mig. Super idé.

Jeg finder ham så ude i den lille rygergård og spørger ham så, om han har tid til at snakke, og han svarer ja. Kan ikke helt huske samtalens forløb grundet massivt alkoholindtag, men han prøvede vidst at bilde mig ind, at det var noget teknisk med Facebook, og at jeg ikke var den eneste der havde sagt til ham, at der var problemer. Hm. Og på en eller anden måde har vi lige pludselig aftalt, at jeg skal hjem til ham og sove – fordi jeg ikke gad tage hele vejen hjem til mig selv. Jamen fint nok.

På intet tidspunkt til festen har vi hverken kysset eller andet, kun snakket. Da klokken så bliver tre om næsten, og vi faktisk decideret bliver smidt ud fra festen, gør vi os klar til at gå og så  - surprise surprise! Anne (den sure fynbo fra rusturen som også havde kysset med Martin) skulle lige pludselig følges med os noget af vejen. Lidt problematisk eftersom at både Anna og Martin har cykler og jeg ikke har. Så vi ender faktisk med at gå/cykle hele vejen fra Islands Brygge til Nørreport midt om natten, og på et eller andet tidspunkt undervejs får vi så hægtet Anna af. (På det tidspunkt håber jeg stadig lidt, at der vil ske et eller andet imellem os). Vi stopper så op, og beslutter at gå gennem HC Ørstedsparken, og på det tidspunkt er solen ved at stå op.

Og så falder bomben. Han har åbenbart kæmpe issues med sin ekskæreste og vil gerne finde sammen med hende igen. Bum. Der overvejer jeg seriøst, at tage hjem til mig selv, men kunne ikke overskue at tage så langt. Så gennem hele HC Ørstedsparken og resten af vejen hjem, får jeg så hele historien om denne hersens ekskæreste, hvad der gik galt osv. osv. Men jeg ville bare virkelig gerne have et sted at sove. Da vi endelig kommer hjem i hans (kæmpe!) lejlighed, tænder han for computeren og sætter noget musik på og vi sidder og snakker i hans sofa. Indtil han pludselig beslutter sig for, at jeg da selvfølgelig også skal se billeder at hende ekskæresten. Så frem fra computeren springer pludselig et årsforbrug af ekskæreste-billeder med tilhørende kommentarer ala ”Her er vi i Afrika”, ”Her er vi inde på hendes skole” bla bla bla. Og jeg holder grimassen og lytter pænt. Men hvis han så for fanden bare kunne have holdt sig til det. For når han så lidt senere sidder i sofaen med én, og siger at han godt kunne finde på at være sammen med mig, og at han i øvrigt også er enormt god i sengen, hvad skal man så lige stille op? Det ender med at vi ikke laver noget, og bare falder i søvn i hans seng med tøj på klokken halv 8 om morgenen.

Antiklimaks opstår så, da han vækker mig halvanden time senere med ordene ”Klokken er mange, jeg tror du skal gå”. Nå men. Okay så? Hejhej. Det var så underligt! Jeg prøvede efterfølgende at sende ham en besked på Facebook ala ”Tak fordi jeg måtte crashe hos dig osv. osv.”, men jeg fik faktisk aldrig svar.

Og da jeg dagen efter oplevede antiklimaks nr. 2 i form af erindring om at have fortalt fyren, at jeg har prøvet analsex, var alt grundlag for nogensinde at kunne kigge ham i øjnene igen ligesom ødelagt. Virkelig charmerende..